Velkommen til skoleprogrammet på CPH:DOX

Virkeligheden kan være svær at blive klog på – men med dokumentarfilm bliver det lidt nemmere. Og når filmen er både aktuel, fængende og fuld af viden, er dokumentarfilm også et stærkt supplement til undervisningen. Ikke mindst når filmene bliver vist, der hvor de fortjener at blive set – på det store lærred.

Skoleprogrammet på CPH:DOX består af mere end 22 film, der er målrettet specifikke fag og temaer, så du som lærer får mest muligt ud af at tage dine elever med på CPH:DOX. Vi har udviklet læringsmaterialer til alle film i programmet, og vi kombinerer alle visninger med efterfølgende debatter, workshops og oplæg, så eleverne får masser af ny viden, inspiration og nye perspektiver med hjem.Skolebilletter på CPH:DOX koster 25 kroner og kan købes her på hjemmesiden under hver enkelt film, hvor du kan betale med både kreditkort og med skolens EAN-nummer. Under Filmprogram kan du læse mere om de 22 film og filmpakker i programmet, og under Visninger kan du se, hvor og hvornår filmene bliver vist.

Undervisningsmaterialer

Kan man tale med skoleelever om svære emner som racisme, religion, flygtningekriser og kønskonflikter? Det mener vi på CPH:DOX – især hvis udgangspunktet er en fælles visning af en dokumentarfilm af høj faglig kvalitet – fulgt op af vedkommende undervisningsmaterialer målrettet lærings- og fagmål.

Undervisningsmaterialerne udvikles i samarbejde med Clio Online, Filmcentralen, Astra, Gyldendal, Røde Kors, fagkonsulenter og faglærere, og er målrettet læringsmålene i de enkelte fag. Undervisningsmaterialerne kan frit tilgås både før og efter filmvisningen under CPH:DOX.

Her på siden kan du finde undervisningsmaterialer til alle temaerne i programmet. Materialerne er gratis for alle lærere, der skal ind at se film under CPH:DOX. Alle undervisningsmaterialer er tilpasset målene for folkeskolereformens åbne skole og Fælles Mål for folkeskolens fag og emner.

Alma flytter på landet
Da Almas mor og far beslutter, at de skal skifte det travle byliv ud med livet på landet, skal Alma være meget modig. For selvom det er spændende at skulle flytte ud af byen, er det også mærkeligt og lidt skræmmende at skulle skifte børnehave, finde nye venner og flytte ind i et nyt hus. Husker hendes forældre, hvor vigtigt det er, at man kan bygge hule under sin seng? Og kan man godt klappe dyrene derude, eller er de lidt farlige? Vi viser tre afsnit af ‘Alma flytter på landet’, når vi undersøger hvordan dilemmaet mellem at bo inde i byen eller ude på landet ser ud i børnehøjde.

Børneborgmesteren
Den marokkansk-hollandske dreng Yassine bliver valgt som børneborgmester i sin hjemby og gør det til sin mærkesag at sørge for, at hollandske børn og børn af anden etnisk herkomst får bedre mulighed for at lære hinanden at kende og lege mere sammen. Samtidig mailer han frem og tilbage med sit store forbillede, Rotterdams borgmester, der ligesom han selv også har marokkanske rødder. Filmen giver en fin demonstration af demokrati i børnehøjde.

 

Reference: https://cphdox.dk/skoleprogram/ 2018