Den Kongelige Ballet er et af verdens mest anerkendte balletkompagnier. Kompagniet har med sin unikke Bournonville-tradition samt et øje for fornyelse altid formået at præsentere et alsidigt repertoire af høj kvalitet.

Ballettens historie

Det Kongelige Teater har siden 1748 haft til huse på Kongens Nytorv i København.
De første sæsoner var personalet meget beskedent. Ved åbningen bestod det af blot 8 skuespillere, 4 skuespillerinder, 2 dansere og 1 danserinde. Det Kongelige Kapel blev den første forøgelse, da det i 1770 blev fast husorkester. Op imod århundredeskiftet mere end fordobledes skuespilpersonalet, operakoret på knap 30 sangere kom til og dansernes antal tidobledes.

Bournonville

August Bournonville blev leder af balletten i 1830 og var indtil sin død en af de personligheder, der fyldte meget på Det Kongelige Teater. Hans indsats var mangesidig. Han var teatrets første professionelle instruktør og havde til opgave at opbygge et kvalificeret balletkorps af knap 50 dansere – og desuden skabe et helt nyt repertoire,hvoraf bl.a. Sylfiden, Napoli, Kermessen i Brügge og Et folkesagn for længst har opnået klassikerstatus.

Tradition og fornyelse

Balancen mellem tradition og fornyelse har altid være Det Kongelige Teaters vilkår – og udfordring. I 1900-tallets første årtier gjorde man meget for at bevare og forny teatrets traditioner. Balletmester Hans Beck indskrev sig i historien som den, der sikrede en række af Bournonvilles balletter for eftertiden. Desuden samlede han skoletrin og variationer fra mesterens tid til det, man i dag kalder Bournonville-skolerne.

Balletten søgte fornyelsen i udlandet, hvilket gav anledning til indflydelsesrige gæstekoreografer som Mikhail Fokin og George Balanchine. Den virkelige fornyelse skulle dog komme indefra, da Harald Lander i 1932 blev balletmester og i de følgende knap tyve år – med skyldig hensyntagen til arven fra Bournonville – ændrede dansernes træningsgrundlag i retning af en russisk-akademisk teknik og skabte et helt nyt repertoire af egne balletter som Etudes og Troldmandens lærling.

Internationalisering

Balletten var fra 1960’erne præget af en stigende internationalisering. Kompagniet var ikke længere helt så fast som før, og dansere rejste ud og blev ofte erstattet af gæster udefra. I start 60’erne sørgede balletmester Niels Bjørn Larsen for, at også repertoiret blev mere internationalt, idet han introducerede flere internationale koreografer, deriblandt George Balanchine.

Flemming Flindt tilførte i sin tid som balletmester fra 1966-1978 et nyt dansk repertoire deriblandt Enetime og Dødens triumf, og det danske islæt blev også dyrket af den tidligere solodanser Henning Kronstam, der tiltrådte som balletmester i 1978, og som især blev kendt og anerkendt for at arrangere den første Bournonville-festival i 1979.
Frank Andersen var balletmester i to perioder, fra 1985-1994 og fra 1995-1999, og stod bag flere af ballettens kraftpræstationer. Væsentlig var Petipa-klassikeren Tornerose i 1993 samt en række Bournonville-opsætninger, bl.a. Et Folkesagn med scenografi af Dronning Margrethe II.

Hertil kom ballettens kraftpræstation med Petipa-klassikeren Tornerose i 1993 samt en række Bournonville-opsætninger, hvor Dronning Margrethe II med sin scenografi til Et folkesagn i 1991 fik markeret, at Det Kongelige Teater stadig bærer sit navn med rette.
Som en af landets vigtigste kulturinstitutioner var det afgørende for Det Kongelige Teater at markere sig stærkt i Kulturby-året, og der blev i høj grad sat fokus på ballet.
I 1996 gennemførte teatret et ekstraordinært højt antal forestillinger, og man realiserede bl.a. Peter Martins nye pragtopsætning af Svanesøen i samarbejde med maleren Per Kirkeby. I 1998 kunne Det Kongelige Teater så fejre sit 250-års jubilæum. De kunstneriske sejl sattes til med en jubilæumsforestilling, der demonstrerede kunstarternes sameksistens.

Nutid

I 2008 vendte Nikolaj Hübbe hjem fra New York – efter 17 år som solodanser ved New York City Ballet – for at overtage hvervet som balletmester i København fra Frank Andersen. Det betød både, at Den Kongelige Ballet fik tilført et ekstra skud George Balanchine og Jerome Robbins i repertoiret, men Nikolaj Hübbe har også brilleret med at forny nogle af Bournonvilles største værker. Sylfiden, Napoli og Et folkesagn. Altid med stor respekt for det originale værk og til publikums og anmeldernes begejstring.

Nikolaj Hübbes internationale udsyn var medvirkende til, at Den Kongelige Ballet i sommeren 2011 gennemførte en fire-ugers USA turné i fire byer – den største USA turné i 50 år.

I dag har Den Kongelige Ballet slidt sig op til en top fem placering blandt verdens bedste kompagnier. Og Bournonville-arven lever i bedste velgående.