Ved du, hvordan medierne fungerer, og har du en god fornemmelse for politik? Kan du hurtigt og præcist skære budskaber til og finde den gode vinkel? Så er stillingen som pressesekretær i Undervisningsministeriet måske noget for dig.

Vi søger en erfaren pressesekretær, som skal være med til at håndtere de daglige pressehenvendelser. Vi er hver dag i kontakt med både journalister fra landsdækkende medier og fagmedier mm. om vores stofområder: folkeskolen, frie grundskoler, ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser, FGU, voksen- og efteruddannelser mm. under Undervisningsministeriets ressort.

Du skal have erfaring med journalistik og pressearbejde og vide, hvordan pressen arbejder. Det er også en fordel, hvis du har kendskab til de sociale medier og kan håndtere og planlægge andre kommunikationsopgaver, når der er behov.

Stillingen er nyoprettet, og du bliver en del af Presse- og Kommunikationssekretariatet, hvor du især kommer til at arbejde sammen med de øvrige pressemedarbejdere og presse- og kommunikationschefen om pressebetjening af ministeren og ministeriet. Herudover skal du samarbejde med de øvrige kolleger i presse- og kommunikationssekretariatet.

Som pressesekretær skal du:
håndtere henvendelser fra medier til ministeren og ministeriet
skrive pressemeddelelser og udarbejde andet presserelevant materiale
skrive debatindlæg og kronikker
planlægge og udføre større strategiske presseindsatser
rådgive ministeren og ministeriet om presse og kommunikation.

Vi forventer, at du:
har flere års erfaring med pressearbejde og journalistik fra en lignende stilling – for eksempel et andet ministerium, en politisk organisation eller lignende
har en relevant uddannelse, for eksempel inden for journalistik eller kommunikation
har en god politisk forståelse.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant forhandlingsberettiget organisation. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg afhængigt af dine kvalifikationer.

Stillingen ønsket besat hurtigst muligt.

Arbejdet følger naturligt mediernes døgnrytme, og du skal derfor være indstillet på skiftende arbejdstider, herunder telefonvagt en weekend om måneden, i en del af hverdagene samt være med i vagtplanen ved helligdage jul, påske, mv., samt i forbindelse med kollegers ferie og sygdom.

Vil du vide mere?
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte presse- og kommunikationschef Rasmus Holm Thomsen på telefon 3392 5463.

Ansøgning
Send din ansøgning, CV og eksamensbevis elektronisk til os senest søndag den 7. april 2019. Vi forventer at holde samtaler i uge 15 og 17.

I forbindelse med ansættelsessamtalerne kan du blive stillet en mindre caseopgave samt blive bedt om at udfylde en personligheds-/præferenceprofil. Du hører om casen og profilen, hvis det bliver aktuelt.

Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundet og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund. Vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.